top of page
  • maikenliin

Stæren

Opdateret: 10. okt. 2022

Stæren er en af de flotteste fugle, vi har herhjemme (synes jeg). Ved første øjekast syner den måske ikke af så meget - men så bare vent til solens stråler rammer den. Når den sidder der i solen, så skinner den i de smukkeste lilla og grønne farver med et flot drys af gyldne prikker. Når stæren lander, så er det virkelig forår, og jeg glæder mig til det hvert eneste år.


Jeg har stærekasser i min have, og de bliver alle beboet hvert forår. Haven bliver fyldt af den smukkeste fuglesang, når hannerne sidder på toppen af stærekasserne og synger på livet løs, mens vingerne livligt basker løs i forsøget på at tiltrække sig en mage. Det sjove ved stærene er, at de er enormt gode til at imitere andre fugle, så hvis man lytter til deres sang, kan man høre deres vilde repertoire af fuglestemmer. Jeg er blevet snydt mange gange det første år, hvor stærene boede her, fordi de kunne lyde nøjagtig som en musvåge. Så gik jeg rundt og kiggede op for at se en musvåge, som jeg aldrig formåede at få øje på.... indtil det gik op for mig, at det var stæren, der kunne sige sådan. Jeg har en fast en, som kommer, og som åbenbart har lært sig at skrige som en pige - det er lidt underholdende.

Stær


Jeg satte i sin tid stærekasserne op, fordi jeg læste, at stære er ret vilde med gåsebiller og gåsebillelarver, og jeg havde voldsomt mange gåsebiller i haven. Det har jeg ikke haft, siden jeg satte stærekasserne op og fik nye beboere. Til gengæld har jeg stor fornøjelse af at se stærene vimse rundt på græsplænen - jeg synes, de har en lidt sjov gangart.


Det skal siges, at stæren er lidt en gris at have boende i sin have, for når ungerne er små og forældrene fodrer dem i kassen, så tager de en lille pose med ungernes afføring med sig ud af redekassen - og den ynder de gerne at smide fra sig ret hurtigt efter, de er fløjet væk fra kassen. Så i foråret har jeg en terrasse og nogle vinduer, som til tider ligner noget, der har været udsat for et angreb, og jeg skal lige tænke over, hvor jeg hænger mit vasketøj. Til gengæld er det en meget lille pris at betale for den fornøjelse, det er at følge stærene. Når ungerne bliver store nok, så vipper de selv deres bagdel ud af redehullet, og så er det slut med fugleklatter til højre og venstre.


Der bliver dog så stille i haven, når alle ungerne er fløjet fra reden. De synger utroligt meget al den tid, de er her. Til gengæld så får jeg gerne haven fuld af stære igen her i september og i meget kort tid, har jeg igen den dejligste sang i haven. Så kommer der en stor aktivitet omkring redekasserne igen, som de flyver ind og ud af og sidder på taget af. Jeg tror, det er "mine" par, som kortvarigt er tilbage igen, inden de samles i flokke og begynder deres træk.

Stær


Jeg har planer om at sætte flere stærekasser op her i efteråret, så jeg kan få endnu flere beboere i haven. Det gode ved stærene er, at de ikke har noget imod at bo tæt på hinanden, så det er nemt at sætte en masse kasser op til dem.



6 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page