- maikenliin
Lille korsnæb
Opdateret: 10. okt. 2022
I går var jeg nede i den sædvanlige skov for at fuglekigge lidt. Det er sådan et dejligt sted, og der er gerne mange forskellige fugle - igår fik jeg selskab af grønspætten, som sad højt oppe i et udgået træ og kaldte, mens en anden grønspætte svarede fra plantagen på den modsatte side af åen. Sidste år så jeg en grønspætte med sin store unge i et træ i skoven, så jeg ved, der er et ynglepar i området, og det har der også været tegn på i år.
Stor var glæden dog igår da en lille flok på otte lille korsnæb lettede fra et grantræ, hvor de havde sat og spist kogler. Det er som oftest om her i vinterhalvåret, man har mest held med at se lille korsnæb, da de er på vintertræk, men man kan sagtens møde lille korsnæb året rundt. Det er sådan en sjov og finurlig fugl. Den ligner nærmest en lille papegøje både i farver og på næbbet. Dens næb er specielt udformet med et overnæb som krydser over undernæbbet. Lille korsnæb lever primært af granfrø, og dens specielle næb er det perfekte værktøj til at åbne grankoglerne, hvorefter den bruger tungen til at få frøene ud. Dens farver er helt eksotiske. Hannen har flotte røde farver, og hunnen lyser i gulgrønne farver.

Lille korsnæb, han. Foto: pixabay.com
At se en lille flok lille korsnæb sidde og fouragere i et grantræ er en skøn oplevelse. Dog kan de være ret svære at opdage, da de er meget stille, når de sidder og spiser, og de sidder gerne meget højt oppe i grantræerne. Du kan dog blive opmærksom på dem, når de smider kogler og frø ned oppe fra træerne. Dog har jeg også hørt dem sidde og "larme" i træerne, lige når de lander og ikke er begyndt at spise endnu - så er de næsten ikke til at overse. De har en sjov lyd - en "gyp-gyp"-lyd. Det er også den, man kan kende dem på, når de flyver hen over en.

Lille korsnæb, hun. Foto: pixabay.com
Sidste år var der en fuglekigger, som var så sød at fortælle mig om et sted i nærheden, hvor hannerne sad og sang for at imponere hunnerne. Jeg havde ikke hørt dem synge før, så det måtte jeg bare høre. Den lyd er helt anderledes, end når de bare sidder og "gypper" lidt, og der synes jeg også, der er lidt papegøjestemning over dem - det er en helt speciel oplevelse at stå i en stille skov og lytte til syngende lille korsnæb.
Fordi lille korsnæb ser så eksotisk ud og ikke er en fugl, jeg støder på hver dag, så bliver jeg altid lidt ekstatisk, når jeg ser den eller hører den, så igår var en rigtig god dag.