- maikenliin
Foderbrættet
Opdateret: 10. okt. 2022
Du kan være fuglekigger hjemme på din egen matrikel. Der er mange muligheder for at lave et rigtig godt miljø hjemme i sin have, som kan lokke mange forskellige fuglearter til.
I min have har jeg for eksempel både et foderbræt, og jeg har en beholder, som fuglene kan spise af - jeg bruger primært solsikkefrø i begge dele, da de er ret populære. Jeg har valgt at have begge dele, da det er forskelligt, hvilke fugle der kan lide at spise af en foderbeholder og hvilke, de kan lide at bruge et foderbræt. Jeg har bemærket, at foderbrættet bruges flittigt af kvækerfinker, spætmejser, solsorte, grønirisk og kernebidere. Min foderbeholder bruges flittigt af sumpmejser, blåmejser, musvitter, stillits, skovspurve og gråspurve. Tyrkerduerne og skovduerne er begejstrede for at rydde op under foderbrættet.
Jeg har også gerne fedtkugler til at hænge, og de kan lokke stor flagspætte til. I perioder har jeg nødder i beholderen, som fuglene også er ret glade for og peanutbutter i en kop, for fuglene er rigtig glade for ekstra fedt om vinteren.

Derudover så har jeg et fuglebad til at stå. Hvis man sørger for, at der også er lidt buske eller noget tæt krat eller hæk i nærheden, så lokker det også fugle til, da de så har et sted at skjule sig. For har man et velbesøgt havemiljø for fuglene, så kan man godt regne med, at man også kan få besøg af den flotte spurvehøg. At se den jage bytte i haven er en helt utrolig oplevelse. Jeg husker en dag, hvor jeg gik i den ene ende af haven og lyttede til den fine kvidren af de forskellige småfugle på foderbrættet. Pludselig kunne jeg fornemme en eller anden ændring hos fuglene, og da jeg kigger hen mod foderbrættet, bemærker jeg den pludselige flugt ind i busk og krat fra småfuglene, og ud af det blå kommer spurvehøgen for fuld kraft gennem haven. Den fik dog ikke et bytte den dag, men det var en fantastisk oplevelse.
Tyrkerdue og musvit
Så med nogle få tiltag, kan man faktisk få en masse gode og spændende fugleoplevelser hjemme på sin egen matrikel. og ved at studere fuglene på sit foderbræt, kan man også hurtigt få tillært sig en hel del forskellige fuglearter, og det kan endda også være en rigtig god hjælp til at tillære sig deres sang, hvis man kunne have lyst til at prøve kræfter med det.